Mikael Wulff er startet optagelser på komedien HØJST BESYNDERLIGE TYPER med Brian Lykke, Rasmus Bjerg og Thit Aaberg i hovedrollerne

26 august 2022 - Sidst opdateret 31 marts 2023

Brian Lykke, Rasmus Bjerg og Thit Aaberg spiller hovedrollerne i Mikael Wulffs nye komedie - en anderledes feelgood-film om et syret roadtrip gennem et magisk og sommerligt København med tre HØJST BESYNDERLIGE TYPER. New Creations producerer, SF Studios distribuerer og HØJST BESYNDERLIGE TYPER forventes at få premiere i de danske biografer i 2023.

HØJST BESYNDERLIGE TYPER er en komedie om tre skæve eksistenser, der mødes et sted i livet, hvor de har brug for hinanden og det, de kan få ud af et venskab. De får det bedste og det værste frem i hinanden, men frem for alt kan de hjælpe hinanden.

Martin (Brian Lykke) er på toppen – i 40’erne, kvik i replikken og klar til at fri til sin smukke kæreste Cecilie. Men så går alt galt. Cecilie siger nej!? Fuldstændig desillusioneret tager han på druk og vågner op dagen efter i et bofællesskab. Her konstaterer han, at alt i hans tilværelse er gået galt og beslutter, at han må væk og starte på en frisk. Med kurs mod lufthavnen og fast besluttet på at denne skal være den sidste dag i hans gamle liv, støder han helt tilfældigt på sin gamle kammerat Knud (Rasmus Bjerg) og Freja (Thit Aaberg) - en ung pige fra bofællesskabet. Dette umage trekløver slår et pudsigt følgeskab på en tur, der skal vise sig, at de har meget mere til fælles, end de nogensinde havde regnet med…

Mikael Wulff siger: ”Jeg har i det meste af mit voksenliv arbejdet og været omgivet af mennesker, der brillierer i at bruge humor og sproget til deres fordel. Jeg er selv en af disse afvæbningens mennesker, men har opdaget at en del af denne virtuositet også rummer en anden agenda end at underholde – nemlig at skubbe folk fra sig, fortrænge sandheden og det svære. Det er her, ironiens ædle kunstform dyrkes. HØJST BESYNDERLIGE TYPER handler om tre sprogligt veloplagte mennesker – to fra min generation og en fra en helt ny – der alle er blevet forladt og bærer rundt på en smerte. Filmen er et nedslag i tid og rum, halvandet døgn i en magisk sommer i København med håb og healing”.

Standupkomikeren, manuskriptforfatteren, filminstruktøren og TV-værten Mikael Wulff er nok bedst kendt for sit makkerskab med Anders Morgenthaler, der sammen introducerede nok dansk TV’s mest upassende karakter – den fascistiske blå flodhest Dolph. Men Mikael Wulff har også markeret sig som manuskriptforfatter på Christoffer Boes ”Allegro” og ”Offscreen” og som instruktør på en lang række TV-serier – herunder den prisbelønnede ”Perfekte steder” (2017-2019). Mikael Wulff og Anders Morgenthaler stod i 2019 bag animationsfilmen ”Mugge og vejfesten”.

Mikael Wulff og Rasmus Bjerg har tidligere arbejdet sammen på ”Dolph & Wulff”. Rasmus Bjerg er en af dansk teater, film og TV’s mest kendte skuespillere, der senest imponerede med Ole Bornedals gribende portræt af John Mogensen i ”Så længe jeg lever”, som sikrede Rasmus Bjerg både en Robert- og Bodil nominering.

Brian Lykke blev landskendt for sin rolle som Miklos Raboszki i DR satireserien ”Trio van Gogh”. Senere var han en af hovedkræfterne bag TV-successen ”Krysters kartel” på DR2 og viste nye sider af sit talent i Simon Kvamms komedieserie GURU samt den prisbelønnede satire-podcast ”Undskyld vi roder”. Rollen som Martin i HØJST BESYNDERLIGE TYPER er Brian Lykkes første store hovedrolle i en spillefilm, mens det er den unge fremadstormende skuespiller Thit Aabergs spillefilmsdebut. Thit Aaberg har tidligere medvirket i ungdomsserien ”Mørket imellem os” (2020) og miniserien ”Dating for letøvede” (2021).

På rollelisten er også Özlem Saglanmak og Stine Schrøder Jensen som hhv. Martins kæreste og søster.

HØJST BESYNDERLIGE TYPER er produceret af New Creations med støtte fra Det Danske Filminstitut i samarbejde med TV2 Danmark. Filmen distribueres af SF Studios.

Download pressebillede: https://we.tl/t-QXJg8XOmRy

Fotograf: Josefine Barrett

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

SF Studios, Pressechef Camilla Baggesen, mobil 2074 0650

Om SF Studios

SF Studios, der blev grundlagt i 1919, er et af verdens ældste filmselskaber. I dag er SF Studios det førende filmstudie i Norden med hovedkontor i Stockholm, Sverige, og kontorer i Oslo, København, Helsinki og London. Virksomheden producerer og distribuerer spillefilm og tv-serier samt leverer streamingtjenesten SF Anytime. SF Studios er en del af den førende nordiske medievirksomhed Bonnier.

 

 

Kontakter

Camilla Baggesen

Publicity Manager SF Studios Denmark