Biografaktuelle MØRKELAND får fortsættelse med filmatiseringen af FANDENS FORÅR
Den biografaktuelle MØRKELAND, som netop har rundet 220.000 solgte billetter, får nu en fortsættelse i filmserien, som startede for 20 år siden med KONGEKABALE. Meta Film kan nu offentliggøre, at planerne om endnu en filmatisering af Niels Krause-Kjærs bestsellerromaner, FANDENS FORÅR, allerede er i fuld gang med Mikkel Serup som instruktør og Nikolaj Arcel som manuskriptforfatter. FANDENS FORÅR er produceret af Meta Film ved producere Sara Namer og Morten Kjems Hytten Juhl samt executive producer Meta Louise Foldager, mens SF Studios håndterer distributionen i hele Norden.
Publikum måtte vente mere end 20 år på opfølgeren til KONGEKABALE, men ventetiden bliver ikke helt så lang med filmatiseringen af næste bog i den populære bogserie – forberedelserne til den næste politiske thriller FANDENS FORÅR er nemlig i fuld gang. Det bliver med stærke kræfter i front, hvor Nikolaj Arcel, der både skrev og instruerede KONGEKABALE, vender tilbage til universet som manuskriptforfatter, mens instruktør Mikkel Serup, der også instruerede MØRKELAND, skal instruere.
Mikkel Serup har tidligere stået bag TV-serierne ”Livvagterne” (2009-2010), ”Friheden” (2018-2020) og ”Kastanjemanden” (2021), som vandt en Robert for Årets TV-serie, samt publikumssuccesen ”Klassefesten 2: Begravelsen” (2014), ”Den bedste mand” (2017) og senest ”Mørkeland”.
Instruktør Mikkel Serup siger: ”I MØRKELAND fandt Ulrik Torp sin groove igen, så jeg ser frem til at fortælle næste kapitel om den utrættelige journalist på en endnu større skala. Jeg glæder mig til arbejdet med Nikolaj Arcel som manusforfatter, der kaster Ulrik Torp ind i et uhyggeligt, internationalt magtspil - og ikke mindst til arbejdet med Anders W. Berthelsen og flere af Danmarks mest talentfulde skuespillere”.
Nikolaj Arcel supplerer: ”Det bliver spændende at vende tilbage til den filmiske legeplads, jeg selv byggede sammen med Rasmus Heisterberg og Niels Krause Kjær for 20 år siden. Mit mål er at tage KONGEKABALE universet et nyt og eksplosivt sted hen og samtidig fortælle noget om den skræmmende politiske virkelighed vi lever i i dag”.
Nikolaj Arcel brød igennem som instruktør med KONGEKABALE og fulgte succesen op med børnegyseren DE FORTABTE SJÆLES Ø i 2007. I 2012 stod han bag det Oscar nominerede historiske drama EN KONGELIG AFFÆRE og har senest været aktuel med BASTARDEN, som fik premiere sidste år. Nikolaj Arcel skrev både manuskript og instruerede alle fire spillefilmfilm og har også stået bag manuskript til krimisuccesen MÆND SOM HADER KVINDER (2009) samt Afdeling Q filmatiseringerne KVINDEN I BURET (2013), FASANDRÆBERNE (2014), FLASKEPOST FRA P (2016) og JORNAL 64 (2018).
Politiske intriger og magtkampe er hovedingredienserne i Niels Krause-Kjærs bestsellersucces om journalist Ulrik Torp. Det er blevet til fem udgivelser siden debuten med ’Kongekabale’ fra 2000, hvor ”Mørkeland” (2019), ”Fandens forår” (2020), ”Nedsmeltning” (2023) og ”Jagttegn” (2024) er blevet en del af den politiske spændingsserie.
FANDENS FORÅR forventes at få biografpremiere i 2026.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
SF Studios, Pressechef Camilla Baggesen, mobil 2074 0650
For pressemateriale se venligst press.sfstudios.dk
Om Meta Film:
Meta Film er stiftet af Meta Louise Foldager Sørensen i 2012 med fokus på stærke, vedkommende film, heriblandt ”Viften” (2023), ”Til Vi falder” (2019), ”Grænse” (2019), ”The Wife” (2018), ”Swinger” (2016), ”Sommeren ’92” (2015) og ”I dine Hænder” (2015), som har høstet et utal af priser, bl.a. Nordisk Råds Film Pris (”Viften”), Un Certain Regard (”Grænse”), Dragon Award (”I dine Hænder”), og flere nomineringer, bl.a. Oscar for Bedste udenlandske film (”Grænse”), Oscar for bedste kvindelige hovedrolle, Glen Close (”The Wife”), samt Robert og Bodil for Bedste film (”Viften”, ”Sommeren ’92”).
Om SF Studios:
SF Studios, der blev grundlagt i 1919, er et af verdens ældste filmselskaber. I dag er SF Studios det førende filmstudie i Norden med hovedkontor i Stockholm, Sverige, og kontorer i Oslo, København, Helsinki og London. Virksomheden producerer og distribuerer spillefilm og tv-serier samt leverer streamingtjenesten SF Anytime. SF Studios er en del af den førende nordiske medievirksomhed Bonnier.