SF Studios står bag TV-serien OXEN til TV 2
1 september 2022 - Sidst opdateret 26 september 2022
Ophavsret: Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Den nye thriller Oxen i seks afsnit er skabt af forfatterparret og tredobbelte EMMY-vindere Mai Brostrøm og Peter Thorsboe på baggrund af Jens Henrik Jensens bestseller-bogserie om jægersoldaten Niels Oxen. Optagelserne er i fuld gang, og alle seriens seks afsnit instrueres af Jannik Johansen (Borgen, Ragnarok, Rita, Sygeplejeskolen) og produceres af Michel Schønnemann og Senia Dremstrup for SF Studios. Serien får premiere på TV 2 og TV 2 PLAY i 2023.
Oxen handler om svigt og skjulte dagsordener, men også om at genfinde troen på andre og finde sin plads i verden.
Brostrøm og Thorsboe om serien: "Vi har fra starten været draget af fortællingen om de tre personer: jægersoldaten, PET-agenten og spionchefen, fordi de tror på fællesskabet, men også alle tre befinder sig i en livskrise. De er sammen mod en magtfuld modstander, og det er en kompliceret intrige, men det er også historien om nogle ensomme mennesker, der er nødt til at række ud mod hinanden for at overleve, siger forfatterparret Mai Brostrøm og Peter Thorsboe, der står bag nogle af de største danske tv-serie-succeser som Rejseholdet, Ørnen og Livvagterne, som alle tre har vundet en EMMY for bedste internationale dramaserie. Tv-serien Oxen er baseret på Jens Henrik Jensens bestseller-bogserie af samme navn dog uden at være 1:1. Den kreative frihed hos forfatterne har blandt andet betydet, at handlingen er flyttet op i nutiden, og spionchefen er en kvinde.
Oxen - en knækket helt
Jægersoldaten Niels Oxen bliver falsk anklaget for narkobesiddelse og smidt ud af Jægerkorpset. Nedbrudt søger han sammen med sin hund dybt ind i Rold Skov for at få fred, men flere uhyggelige hændelser driver ham ud af isolationen, og modvilligt forlader han skoven og stilles over for et afgørende valg.
I sin søgen tilbage til det samfund han har mistet troen på, møder han de tre med- og modspillere PET-agenten Margrethe Franck, spionchefen Frigg Mossmann og forretningskvinden Kajsa Corfitzen.
Store danske navne på rollelisten
De bærende roller som jægersoldaten Niels Oxen, PET-chef Frigg Mossmann, PET-agent Margrethe Franck og forretningskvinde Kajsa Corfitzen spilles af Jacob Lohmann, Ellen Hillingsø, Josephine Park og Birgitte Hjort Sørensen.
Jacob Lohmann har medvirket i en lang række spillefilm som De Frivillige og Shorta, og han har spillet med i adskillige tv-serier som Anna Pihl, Forbrydelsen, Dicte, Norskov, Bedrag og senest Når støvet har lagt sig og Overleverne. Ellen Hillingsø har medvirket i en lang række tv-serier som Livvagterne, Broen, Advokaten, Rita og Dopamin, ligesom vi kender hende fra Tinkas juleeventyr, Tinka og kongespillet og den nye TV 2-julekalender, Tinka og sjælens spejl, der har premiere til december. Josephine Park, der fik sit gennembrud i Doggystyle, har også spillet med i Efterforskningen og senest i serien Skruk, og Birgitte Hjort Sørensen kender vi fra danske tv-serier som Ørnen, Borgen, Greyzone og udenlandske serier som Vinyl og Game of Thrones.
Desuden medvirker en lang række andre danske navne som Claus Riis Østergaard, Henrik Birch, Mikael Birkkjær, Thue Ersted Rasmussen og flere andre.
Locations i tre landsdele
Serien optages i København, Frederikshavn og på Fyn. Oxen produceres af SF Studios til TV 2 med Jennifer Green som TV 2 executive producer, i samarbejde med tyske ZDF og Squareone Productions med støtte fra Nordisk Film og TV Fond, Frederikshavn Kommune, Den Vestdanske Filmpulje og Creative Europe Media, mens REinvent står for det internationale salg.
For yderligere information kontakt venligst:
Senia Dremstrup, Producer, SF Studios, dremstrup@sfstudios.dk,+45 24 66 21 07
Om SF Studios
SF Studios, grundlagt i 1919, er et af verdens ældste filmselskaber og det førende filmstudie i Norden. Dets forretningsområde omfatter produktion og distribution af spillefilm og tv-serier samt de digitale tjenester SF Anytime og SF Kids Play. SF Studios har hovedkontor i Stockholm, Sverige og underafdelinger i Olso, København, Helsinki og London, og det er en del af det førende nordiske medieselskab Bonnier AB.