Skip to main content

Trailer og plakat på Bille Augusts PAGTEN

4 februar 2021 - Sidst opdateret 28 juni 2021

Photographer: Fotograf: Manuel Alberto Claro

SF Studios og MOTOR præsenterer trailer og plakat til Bille Augusts PAGTEN. I biograferne fra 15. april

 

Traileren og plakaten til Bille Augusts PAGTEN med Birthe Neumann som Karen Blixen er netop offentliggjort. PAGTEN fortæller om en tid i Blixens liv, som aldrig tidligere har været vist på film. Det er Blixen efter Afrika, da hun vendte hjem til Danmark og Rungstedlund. PAGTEN er produceret af SF Studios og MOTOR ved producerne Jesper Morthorst og Karin Trolle og får Danmarkspremiere torsdag den 15. april.

Da Thorkild Bjørnvigs bog ”Pagten” om hans og Blixens særlige og turbulente forhold op gennem 50’erne udkom i 1974, blev den en litterær sensation. Erindringsbogen danner grundlag for Bille Augusts længeventede første danske film om Karen Blixen med Birthe Neumann i sin første store dramatiske filmrolle siden FESTEN.

Se traileren her: https://youtu.be/wyDZq8L9D4E

Thorkild Bjørnvig mødte Karen Blixen første gang i 1948 – han var 30, hun var 63 – og de knyttede et ganske særligt bånd. Et bånd der gik hen og blev til en hemmelig pagt. Bjørnvig var en ung, letpåvirkelig og følsom digter med kone og barn. Blixen en kvinde forud for sin tid – stærk, sammensat og dybt fascinerende. PAGTEN er et psykologisk spændingsdrama baseret på virkelige begivenheder. En hjerteskærende historie om en mester og hendes lærling og om prisen for at følge sit hjerte.

Om PAGTEN

Det er 17 år siden, Karen Blixen opgav eventyret i Afrika og vendte tilbage til Danmark til et liv i ruiner. Ødelagt af syfilis og knust over at have mistet sin farm og sit livs kærlighed begyndte hun her at genopfinde sig selv som en kunstnerisk superstjerne. Nu, i en alder af 63, er Karen Blixen verdensberømt, men lever også et liv i isolation – indtil hun møder den 30-årige digter Thorkild Bjørnvig. Sammen indgår de en pagt: Hun lover at gøre ham til en stor kunstner, mod at han skal adlyde hende ubetinget – uanset prisen...

Birthe Neumann spiller Blixen overfor det unge stortalent Simon Bennebjerg som Bjørnvig. Derudover medvirker Asta Kamma August, Nanna Skaarup Voss, Anders Heinrichsen og Marie Mondrup. Bille August har instrueret, mens Christian Torpe har skrevet manuskriptet. Manuel Alberto Claro er fotograf, Srdjan Kurpjel sound designer, Jette Lehmann production designer, Anne-Dorthe Eskildsen har stået for kostumer, Dennis Knudsen og Susanne Herredsbjerg Søbye for sminke, mens Janus Billeskov Jansen og Anne Østerud har klippet.

PAGTEN er produceret af SF Studios Production og MOTOR med støtte fra Det Danske Filminstitut i samarbejde med FilmFyn, TV2 Danmark og Nordisk Film & TV Fond. SF Studios står for distribution i hele Norden, mens REinvent International Sales er salgsagent.

For materiale se venligst: press.sfstudios.dk

Download pressebillede og plakat her: https://we.tl/t-164uiyKZ4Z

 

 

Kontakter

Camilla Baggesen

Publicity Manager SF Studios Denmark



Seneste nyheder